Mad og drikke

Grækerne spiser sent. Dvs. frokost omkring kl. 14 og middag ca. kl. 21. På visse restauranter kan det være en god ide at reservere bord i forvejen, men på de fleste spisesteder kan man bare dukke op uden forudgående bordreservation. Drikkepenge er udbredt. Man plejer at give ca. 10 % på restauranter. På barer og caféer afrundes beløbet opad. 

Vine produceret på Rhodos har fået fine udmærkelser i Frankrig og Belgien. Mærkerne Rhodos 2004 og Archontiko er prisbelønnede og kendte. Der findes to vinfabrikker på øen; Emery og Cair. Vinen fremstilles på druesorterne mandilari og athiri, som kun findes på Rhodos og i Frankrig. 

Når grækerne omgås, gør de det på en taverna og med megen mad. Man starter altid med en masse meze, småretter, og det er værd at prøve friterede eller grillede blæksprutter, små friterede marides (fisk), friterede symirejer, friteret bakaliaro (saltede fisk) med skordalia (hvidløgsdip) og friterede revitokeftedes (kikærtebøffer). 

Til hovedret vælger man enten kød, f.eks. grillet paidaki (lam), eller hjemmelavet moussaka (gratin af auberginer, kødsauce, kartofler og bechamelsauce). Prøv også pastitsio (makaronigryde), giovesti (gratin med oksekød og pastaris) eller fisk. Alle måltider afrundes med sæsonens frugter.

Et lille madleksikon 

Moussaka - Græsk lasagne med kartofler og auberginer i stedet for pasta. 
Pastitsio - Makaroni med kødsauce. 
Youvetsi - Pastaret med kød- og tomatsauce. 
Keftedés - Græske kødboller. 
Saganaki - Friteret ost (kan være fetaost). 
Gémista - Fyldte peberfrugter eller tomater. 
Dolmádes - Vinbladsdolmer fyldt med kød eller ris. 
Souvláki - Grillspyd. 
Kalamáres - Små friterede blæksprutter. 
Choriátiki - Græsk salat med fetaost. 
Tzatziki - Yoghurt med agurk og hvidløg. 
Feta - Hvid fåre- eller gedeost. 
Tirópita - Ostetærte. 
Spana kópita - Spinattærte. 
Taramosalata - Fiskerogn blandet med kartofler, løg og olie. 
Yoghurt - Yoghurt med honning (græsk specialitet).